Anja Vintov - HVERDAGSMOD I LIVET OG KARRIEREN.

De 5 ting vi fortryder på dødslejet

2012-02-06T15:38:00.000+01:00

Da min veninde for nogle år siden døde af kræft, havde jeg min første oplevelse af et hospice. Et fredfyldt og hjertevarmt sted, hvor mennesker i alle aldre kan tage afsked med livet på en værdig måde.

Mange livserfaringer, tanker, fortrydelser og glæder bliver delt sådan et sted.

Nu er alle disse tanker samlet i et værk, for på den anden side af jorden har hospicesygeplejerske, Bonnie Ware, igennem mange år samlet tankerne fra de døende og udgivet bogen "TOP 5 regrets of the dying".

Hun har plejet mennesker, der lå for døden og har spurgt dem, hvad de fortrød mest i deres liv og hvad de ville ændre, hvis de havde tiden for sig. Det var de samme svar, der gik igen og igen.

TOP 5 OVER FORTRYDELSER:

1: Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.

- Dette var den mest gennemgående udtalelse i hendes undersøgelse.

2: Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget.

- Denne kommentar havde Bonnie fået fra samtlige mænd, hun havde plejet. De fortrød inderligt at de have tilbragt for meget tid i den daglige trædemølle - i den tid vi lever i er det uden tvivl en væsentlig ting at huske på...uanset om man er mand eller kvinde!.

3: Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.

- Mange mennesker undertrykker deres følelser for ikke at rage uklar med andre mennesker. Resultatet er at de stiller sig tilfreds og aldrig får udlevet deres fulde potentiale. Mange bliver syge, fordi de er bittre over livet igennem at have har holdt sig tilbage.

4: Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakt til mine venner.

Mange overvejer ikke, hvor vigtige venskaber er før, tiden er ved at rinde ud. Alle savner deres venner, den dag de ligger og venter på døden. Mange fortryder, at de ikke har givet deres venskaber den tid og opmærksomhed, som de fortjente, mens tid var.

5: Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være lykkeligere.

- Alt for mange opdager først, når det er for sent, at lykken er et valg, de selv træffer. De er groet fast i gamle mønstre og vaner. Angsten for forandringer får folk til at bilde sig selv og andre ind, at de er tilfredse.

Døden er lærerig

De fleste mennesker frygter forandringer, mere eller mindre bevidst - men det er faktisk den eneste præmis i livet vi ikke kan ændre, men som vi skal lære at navigere i og med.

Vi er vanedyr og det bliver ofte en vane ikke at tage stilling, ikke at stoppe op og overveje, om der er noget, der skal være anderledes, ikke at mærke efter...hjulene kører bare derudad.

Døden kan om noget, få os til at reflektere. Hvis vi tør tænke tanken til ende.

Jeg er meget inspireret af Bonnies undersøgelse af 2 årsager:

1. En af mine kongstanker er, at tanken om døden skal bruges, mens man er i live. Der kommer en dag, hvor det er for sent at fortryde.

2. Bonnies arbejde bekræfter mig i at mit eget arbejde med mod og mit seneste gratis projekt, KUREN MOD FRYGT, tjener et højere formål. At bidrage til færre fortrydelser, mere handling og et meningsfyldt liv - mens tid er.! læs mere på www.kurenmodfrygt.dk

Det er en besnærende tanke at kunne lukke øjnene en dag, med ro i sjælen og mindes alle de dage, hvor der var liv...ikk?

KUREN MOD FRYGT - den eneste kur du nogensinde får brug for!

2011-12-21T12:35:00.000+01:00

Jeg har glædet mig som et lille barn til at give dig denne gave, for den betyder alverden for mig og meget for verden.

Overvejer du at nappe en eller anden slags kur i januar? - udrensningskur, sparekur, slankekur?

Så flyt dig og gør noget andet, end du plejer.!

Uanset pengepung, indsigtsniveau, motorstørrelse på den 4 hjulede i garagen, trin på karrierestigen eller mængden af eksamensbeviser, så er frygt også en del af din dagligdag - ofte uden at du faktisk er klar over det.

Nu kan du slanke din frygt og komme tættere på dit Hverdagsmod - og det koster dig ikke en ØRE.

Skriv dig op med det samme på www.kurenmodfrygt.dk og vær med fra starten, når mit e-bogs værk lanceres til januar.

Medierne gør ALT hvad de kan for at booste din frygt. Det er såkaldt "god presse og rigtig godt tv" at slå plat på vores frygt – problemet er bare, at vi, samfundet og verden har brug for mindre frygt og mere tillid - IKKE omvendt.!

I bedste fald er livet kort – at leve i frygt er som at leve i fængsel. Væggene er snævre, bevægelsesfriheden afgrænset, den frie vilje indsnævret og mulighederne få. AV! - Har du lyst til det.?

KUREN MOD FRYGT, er min julegave til dig og til alle dem, du kender. Det er den eneste kur du nogensinde får brug for, så du kan leve et liv, der passer til DIG.

Del KUREN MOD FRYGT med alle, du ønsker det bedste for (også dine såkaldte fjender, konkurrenter, dem du ikke så godt kan lide, dem du synes, er død-irriterende eller dem, der bare frustrerer dig lidt...)

Det er seriøst tid til at tage skeen i den anden hånd.

Lad os hæve loftshøjden sammen. Hjælp mig med at gøre hverdagen et skønt sted at være - for alle.

Med ønsket om en forrygende jul og et hverdagsmodigt nytår.
Anja

Start det rigtige sted...

2011-12-02T10:51:00.000+01:00

En mand og en søn sidder i deres stue og drengen spørger sin far; 'Far, vil du ikke nok lege med mig?' Faderen, som endelig har sat sig med sin avis og håbet på en stille stund, kigger op på sin søn.

'Giv mig lige 20 minutter, så kan vi lege.' Men for en 6-årig er tid en finurlig ting og allerede efter 5 minutter siger drengen 'faaar, kan vi ikke godt lege nu?' - Det gentager sig et par gange med et par minutters mellemrum og faderen indser, at det nok vil gentage sig de næste 20 minutter og overvejer, hvad han kan gøre, for at sikre sig læsefred.

Han tager et verdenskort fra en side i avisen og klipper det i nogle stykker. Tilpas mange stykker til at beskæftige drengen i mindst 20 minutter. 'Kom min dreng' - faderen tager drengen med ud i køkkenet. 'Når du har samlet de her brikker, jeg har klippet ud, så kan vi lege'. Faderen går tilbage til stuen og slår sig ned med sin avis.

5 minutter efter står drengen i stuen - 'SÅDAN far!, så er jeg færdig'. Faderen ser op fra avisen, imponeret og lidt irriteret på samme tid.' 'Hvordan kunne du lave det så hurtigt?', spørger han.

'Jeg samlede bare mennesket på bagsiden - når mennesket er samlet, falder verden på plads.'

ENHVER KVINDE SKAL HAVE...

2011-11-18T19:23:00.000+01:00

Nok penge så hun kan leje et sted til sig selv - også selvom hun aldrig har lyst til det eller får brug for det...Noget skønt at tage på hvis hendes chef eller date vil se hende indenfor en time.

En ungdom hun er tilfreds med at forlade og en fortid der er saftig nok til at hun har lyst til at genoptage den, når hun bliver ældre...et par skruetrækkere, en ledningløs grill , og en sort blonde bh...en ven, der altid får hende til at le ... og en ven der lader hende græde.

ENHVER KVINDE SKAL HAVE...
Et godt møbel, der aldrig har været ejet af andre i familien...8 matchende tallerkner, vinglas af krystal og opskriften på en middag, der vil få hendes gæster til at føle sig beæret.

ENHVER KVINDE SKAL HAVE...
En følelse af kontrol over sin egen skæbne.....og vide hvordan hun forelsker sig uden at miste sig selv.

ENHVER KVINDE SKAL VIDE ...
Hvordan hun forlader et job, bryder med en elsker og konfronterer en ven uden at ødelægge venskabet.

ENHVER KVINDE SKAL VIDE...
Hvornår hun skal gøre sig mere umage... og hvornår hun skal gå sin vej...

ENHVER KVINDE SKAL VIDE...
At hun ikke kan ændre længden på sine lægge, bredden på sine hofter eller hendes forældres adfærd...At hendes barndom måske ikke har været perfekt...men den er forbi.

ENHVER KVINDE SKAL VIDE...
Hvad hun vil og ikke vil gøre i kærlighedens navn. Hvordan hun lever alene... også selvom hun ikke kan lide det.

ENHVER KVINDE SKAL VIDE...
Hvem hun kan stole på og hvem hun ikke kan stole på...og hvorfor hun ikke skal tage det personligt.

ENHVER KVINDE SKAL VIDE...
Hvor hun kan gå hen...om det er til hendes bedste vens køkken eller en charmerende hytte i skoven...når hendes sjæl har brug for næring og omsorg.

ENHVER KVINDE SKAL VIDE...
Hvad hun kan nå på en dag - en måned - et år.

ENHVER KVINDE SKAL VIDE...
At hun er det hele værd. Tårerne, grinene, udfordringerne, sorgerne, ambitionerne og den store kærlighed....og så er der vist ikke noget af ovenstående, der ikke er mændene forundt også. (på nær den sorte blonde bh!!!)

Lukker du i... eller lukker du op?

2011-09-13T13:37:00.000+02:00

Jeg må erkende, at fingrene ikke har kunne danse nok på tastaturet til at koreografere et blogindlæg her på det seneste. Jeg er gået til og fra et par gange, talt med mig selv, om man nu kan have en blog, uden at skrive på den i måneder og funderet over, hvad der har 'holdt' mig tilbage, fra bare at skrive et par linjer om livets tilstand lige nu. Her hos mig.

Jeg er kommet frem til, at jeg i virkeligheden ikke aner, hvor jeg skal starte. De seneste måneder har været beyond intense..., men når man har skrevet en bog, der hedder "Flyt dig lidt", så kan man trygt forvente, at det også gælder en selv og jeg er godt i gang med at tage min egen medicin.... (nu ringer min telefon...) - det var en god veninde, der spurgte, om jeg lige havde 5 min.

Hun havde en hændelse, hun måtte dele med mig...

Min veninde havde siddet til forældremøde i går og temaet var legegrupper. Min venindes udfordring var, at hendes barn aldrig har haft problemer med at lege eller finde legekammerater og at hun flere gange skulle tvinge ham til at lege med nogle, han ikke have lyst til.

Og bruge fodboldkort som bestikkelse for at få purken af sted.

Derfor besluttede hun at gå imod den tilsyneladende homogent enige forældregruppe og sige, at hun ikke synes, idéen om legegrupper var ubetinget fantastisk.....der blev helt stille...efterfulgt af RAMASKRIG!.

"Ihh!.. gid jeg havde holdt min mund", sagde hun. "Jeg blev helt klart upopulær hos nogle forældre OG hos læreren, som lige pludselig stod i et nyt dilemma, fordi det viste sig, at flere forældre var af samme holdning." Det var ikke alle, der havde det lige godt med at tvinge deres børn til relationer, de ikke selv havde valgt... men altså kun én, der turde tage bladet fra munden. "Da jeg afleverede min søn imorges, var det tydeligt, at jeg blev ignoreret af nogle forældre og klappet på skuldrene af andre," sagde hun.

Det her er et klassisk eksempel på, at når vi sidder med en fornemmelse af at noget ikke er, som det skal være, så er der altid andre, der har det på samme måde. Uden undtagelse. Det er bare de få, der tør åbne munden, fordi det er sikrere at følge flokken. Det er også helt klassisk, at man har et indre opgør med sit hverdagsmod eller mangel på samme...skal jeg sige noget? skal jeg holde mund? skal, skal ikke....der er jo en overhængende fare for både at blive kritiseret, upopulær eller afvist.

Men der er så sandelig også en mulighed for at få en debat i gang! - I samtlige grupper, forhold, relationer er der nogle, der sidder og 'putter' sig - lukker i, i stedet for at lukke munden op..alene fordi det er ubehageligt at være upopulær - selv for en kort stund. (alene tanken er nok for de fleste).

Men hvordan skal vi nogensinde få nye perspektiver og muligheder på banen, hvis ikke vi tør åbne munden og være på tværs - bare i et par minutter? Hvis ikke vi tør sige det, vi inderst inde kan mærke, er vigtigst. Det interessante er, at de fleste voksne har nemmere ved at være modige, når det har noget med deres børn at gøre...end hvis det blot handler om dem selv.

Min veninde og jeg fik en god snak og hun sluttede af med at sige; "jeg er lidt stolt af mig selv, trods de udfordringer, der måtte komme - jeg er nok blevet inspireret af en rigtig god veninde"...

Og så kom jeg i gang med at blogge igen.
Men blogindlægget startede jo et helt andet sted (som du måske husker..) og det er jo ikke særlig hverdagsmodigt, kun at referere andres oplevelser uden at dele en af mine egne.

I skrivende stund er min bog på vej i endnu et oplag - men dog med en lille ændring i takkeordet, for jeg er ved at sammensætte mit liv påny. Som selvvalgt alenemor, karrierekvinde og debattør. Easy, peacy? nej, ikke altid - helt rigtigt? - ja - på nuværende tidspunkt.
Jeg har valgt at lukke op og mærke efter - fremfor at lukke i og resignere. Jeg har valgt at lytte til mit inderste og gå nye veje...selvom jeg ikke er populær hos alle ved at gøre det, selvom det også gør ondt ind imellem, men mest af alt fordi jeg kan mærke helt inde i, at det er det, jeg skal nu.

Har du lyst til at dele dine hverdagsmodige historier på www.facebook.com/hverdagsmod
- så hold dig endelig ikke tilbage.

Den der mister sine penge - taber meget.
Den der mister en ven - taber mere.
Men den der taber modet - mister sig selv.

Ha' en fantastisk uge ude i den virkelige verden.

Anja

Modige mennesker med en mission

2011-07-16T14:00:00.000+02:00

Det er ikke altid, jeg får smækket benene op med det formål, 'bare'at se hvad der nu er i fjernsynet, men i den senere tid har jeg genvundet kærligheden til den firkantede kasse takket være to dokumentarprogrammer med nerve.

Vi har i den grad brug for modige mennesker, så vi selv kan strække den mentale elastik og fodre vores egen fantasi i hverdagen. Her er et par historier fra det virkelige liv.

En mand på dybt vand

Martin Strel, en ældre slovener også kaldet 'the fishman' svømmede Amazonas floder tynde (bare tanken om at stikke en lilletå en sådan en flod, får det til at isne ned af min ryg...igler, flodslanger, piratfisk uaaaaaa!!) Her har mit personlige mod klart en grænse.)

Hans motto er "swimming for peace, friendship and clean waters." - så det er ikke bare fordi, at han nyder en kold dukkert. Han er marathonsvømmer med en mission, som de færreste kan forstå, men de fleste må bøje sig i respekt for. Det er så tilpas crazy, at jeg ikke rigtigt vidste, om jeg skulle grine eller græde. Især de steder i dokumentaren, hvor Martin er mere eller mindre bevidstløs, svær at komme i kontakt med og alligevel gennemtrumfer en nattesvømmetur på adskillige kilometer.
30.000 svømmetag om dagen har ført Martin Strel gennem hele Amazonas-floden og tilbagelagde 5.265 kilometer på 66 dage.

Han var ustoppelig. Lægen fik ham endda til at skrive under på, at han fratog hende ansvaret for hans helbred. Det var en umulig mission i hendes øjne, der højst sandsynligt ville ende med døden. Han overlevede - og opfyldte sin mission.

En far flytter grænser

Rubert Isacsson - far til et autistisk barn og forfatter til bogen "the horse boy", som udkom efter en lang rejse gennem Mongoliet til hest i søgen efter healing af hans søns autisme. Gribende og medrivende dokumentar om en families rejse gennem frustration, massive udfordringer, gennembrud og små succeser - og bevidstheden om at enhver udfordring og krise kan vise en ny vej ind til kernen af mod, kærlighed og forståelse.

Dokumentaren er et MUST at se - der er niveauer af læring i denne dokumentar, som selv de bedst skrevne udviklingsbøger ikke formår at sætte ord på.

Se mere her http://www.horseboymovie.com/

Efter at have trukket vejret gennem disse to dokumentarer, tørret et par tårer af kinden og sippet lidt til min rødvin, måtte jeg endnu engang prisværdige og hylde de mennesker, som trods adskillige advarsler eller tvivlere, følger deres vej.

Om den så går gennem Amazonas floder eller Mongoliets golde sletter, eller mere hverdagsmodige skridt som karriereskifte, ærlige samtaler eller opgør med uholdbare situationer.

Hvis en mand kan tage hele sin familie med på hesteryg gennem Mongoliet med et ikke-renligt, ofte stor-skrigende autistisk barn og komme ud på den anden side med en mere harmonisk familie, kan vi andre så gøre op med det, der ikke virker i vores liv - trodse sikkerhedsnettet og forudsigeligheden og vove en ny virkelighed?
Pakke leverpostejs brokkeriet væk, gribe til handling og tage os sammen til at skabe noget, der giver mening i en allesteds nærværende hverdag?

Man er da lidt af et skarn, hvis man ikke tror på den mulighed.

Diversity at Work - Danmarks største undersøgelse om diversitet

2011-06-13T11:43:00.000+02:00

Tør vi sætte en ny dagsorden? Ja, det tør vi godt!

I skrivende stund er der under en uge til Danmarks hidtidige største undersøgelse af diversitet på arbejdspladsen bliver præsenteret hos Microsoft den 16. juni.

Det er med stor ydmyghed og høj energi, at jeg her i pinseferien ligger den sidste hånd på rapporten sammen med en håndfuld ihærdige samarbejdspartnere og dygtige mennesker.

Vi kan tænke tilbage på over et års intenst og fokuseret arbejde med at nå målet. Rapporten har taget form og indeholder en kvantativ del med besvarelser fra 563 respondenter fordelt på 39 virksomheder og en kvalitativ del baseret på interviews med 57 ledere og topledere.

SNEBOLDSEFFEKTEN

Processen har været ligesom at starte med at rulle en snebold.
Et ideologisk ønske om at optimere brugen af Charter for flere kvinder i ledelse, dets muligheder og platform til gavn for både mennesker og virksomheder, dannede i foråret 2010 rammen om en arbejdsgruppe i WOW Exenet.

Gruppen kaldte sig Støjberg Gruppen, opkaldt efter den daværende Beskæftigelses -og ligestillingsminister. Som bekendt blev Inger Støjberg udskiftet og inden gruppens arbejde for alvor var kommet i gang, måtte et nyt navn på banen, som afspejlede det, vi ønskede at opnå:
- At sætte diversitet på dagsordnen i dansk erhvervsliv
- Puste nyt liv i Charter for flere kvinder i ledelse
- Sætte spørgsmålstegn ved de indgroede stereotype forestillinger om forskelle mellem mænd og kvinder i ledelse.

Kort sagt – Vi ønskede at tage diversitets debatten et skridt længere…

Arbejdsgruppen blev omdøbt til ’Forskelskommissionen’ og det er i det navn analysen ’Diversity At Work ’er gennemført med stærke samarbejdspartnere som Lunds Universitet og VFactor A/S.

Når rapporten bliver offentliggjort den 16. juni vil jeg opfordre dig til at bruge rapportens resultater til personlig reflektion og åben debat i de fora, du bevæger dig i. Indtil da kan du læse mere om undersøgelsen på www.exenet.dk

Rapporten, Diversity at Work, vil kunne downloades fra min hjemmeside www.anjavintov.com fra på fredag den 17. juni.

Nyd resten af Pinsen og det lune vejr.

På genhør...

Anja

Er ærlighed gået af mode?

2011-05-24T12:28:00.001+02:00

"Kan man virkelig være så ærlig?" Skal jeg sige det? kan jeg sige det? hvem kan jeg stole på?, sårer jeg nogen, ved at være ærlig?

Bag alle disse bekymringer og spekulationer ligger én altoverskyggende frygt. Frygten for at miste. Miste samhørighed, kærlighed, værdier, venskab, troskab, tillid, osv. Hver gang vi ikke kender reaktion fra andre mennesker på forhånd, træder frygten for at miste frem.

Ærlighed er i virkeligheden en speget størrelse, for i bund og grund kan den jo faktisk ikke gradbøjes i mere end 2 varianter. Ærlighed eller uærlighed (også kaldet løgn).

Ved et foredrag for nylig kom en deltager op bagefter og sagde; "det er befriende, når en smuk kvinde som dig, taler om at livet også kan gøre ondt".

Den tyggede jeg lidt på. For i bund og grund er faren jo, at vi alle gerne vil fremstå succesfulde og smukke, indeni og udenpå, men vi er ude på et skråplan, hvis ikke vi kan erkende, når tingene er en anelse mørkere end grå.

Det er i erkendelsen, at muligheden for forandring ligger. Det er også et skråplan, når vi tror, at smukke og/eller succesfulde mennesker ikke har udfordringer i livet. Det har ALLE mennesker og ofte har succesfulde mennesker haft udfordringer i overflod og har været nødt til at tage skeen i den anden hånd, for at skabe nye resultater.

Forskellen ligger i måden hvorpå udfordringerne tackles og gennemleves og bruges som afsæt til næste skridt.

En kunde sagde til mig engang "du siger jo, at man skal være ærlig... må jeg spørge dig om et personligt spørgsmål? (ja!) " Du virker så harmonisk - har du aldrig problemer? Hvorefter jeg svarede, JO DA FOR H......! - naturligvis har jeg det, men jeg gør alt for at handle i overensstemmelse med min egen strategi":

1) Jeg erkender de små tegn, så hurtigt jeg ser eller mærker dem. Der er ingen grund til at vente til smerten er størst.

2) Jeg synes kun at ærlighed er farlig, når den bliver fortiet - derfor siger jeg, hvordan jeg har det og beder til enhver tid om sandheden fra dem, jeg har omkring mig.

3) Jeg har tillid til at alt går op i en højere enhed - før eller siden.

4) Jeg ved, at der altid er ny læring at hente i en hvilken som helst situation.

5) Jeg giver aldrig andre mennesker skylden for mine udfordringer.

6) Jeg er ærlig om mine udfordringer.

7) Jeg tilgiver dem som ikke evner at være helt ærlige.

Ærlighed er en grundlæggende forudsætning for forandring. I teams og organisationer, i parforhold og mellem venner. Men ofte har vi mere travlt med at beskytte hinanden fra sandheden end at bruge den som springbræt til nye indsigter og stærkere relationer.

Personligt ønsker jeg ikke at beskytte mine medmennesker, kolleger eller partnere og behandle dem som små skrøbelige individer, der ikke kan tåle sandheden.

Jeg ser alle mennesker omkring mig som stærke individer, som er fuldt ud i stand til at håndtere følelser og ord - akkurat som jeg forventer, at andre gør overfor mig.

Jeg har endnu ikke set bevis på at ærlighed ikke betaler sig, kun det modsatte, så jeg vil vove at påstå, at ærlighed er højeste mode.

Ærlighed er bare ikke altid en del af den mentale garderobe, men det kan det blive:-)

Bag enhver skal gemmer der sig nyt liv

2011-04-13T20:05:00.001+02:00

Påsken står for døren og foråret er på vej. For nogle er det en tid med spirende fornemmelser og glæde over de nye skridt, der er taget og som nu er ved at bære frugt og for andre er det en tid med dybe tanker, frustrationer og valg, der skal træffes, førend at foråret kan lukkes ind.

Påsken er måske ikke ligefrem som årsskiftet, hvor vi gør status, men denne årstid er et godt tidspunkt til lige at mærke efter, om du nu er på rette vej eller om tankerne sender tunge skygger over forårets mange gaver.

Uanset hvor du er lige nu i dit liv eller din karriere, så er der ét faktum vi aldrig kan rokke ved.

Det første skridt i enhver beslutning, er at sige det vi føler højt. Når vi tør sætte ord på det, vi føler, kan gamle slidte stier blive til nye alléer.

Undersøgelser peger på, at vi øger chancen for at sætte handling bag vores ønsker med op til 80%, så snart de er formuleret med ord og sagt højt. Når vi tør mærke de følelser der er, helt inde bag skallen og sætte ord på det, opstår der nye muligheder.

Vi træffer beslutninger ud fra vores følelser, så når vi fornægter, gemmer, undertrykker, skjuler eller negligerer vores inderste følelser, bliver skallen tykkere og tykkere og intet nyt liv, kan komme til.

At tage nye skridt i livet rent fysisk, mentalt og emotionelt, kan lyde nemt - det er det langt fra altid. Det kan være forbundet med både tvivl, usikkerhed, uhensigtsmæssigt mange tanker og urolige nætter, men det er i høj grad også forbundet med en følelse af frihed og nyt liv.

Uanset hvor du står lige nu, så håber jeg, at du vil finde dit hverdagsmod og tage skridt i den retning, der giver mening for dig.

Om ikke andet, så find modet til at sætte ord på dit inderste og stå ved det.

Jeg vil gøre det samme.

Alt det bedste og rigtig god påske.

Anja

"Den der har behovet, har ansvaret"

2011-04-04T23:37:00.000+02:00

Nogle gange sker det, at en sætning bider sig fast. En af de sætninger, som jeg oftest er blevet citeret for, er "den der har behovet, har ansvaret". Forleden dag, efter at have holdt et foredrag om hverdagsmod, satte jeg mig og reflekterede over hvorfor lige præcis den sætning har været en støtte for mig og hvorfor det lige præcis er den sætning, folk husker?

Jeg tænkte på mit eget liv og de gange, jeg har måtte gribe i såkaldt "egen barm" og forholde mig oprigtigt og ærligt til det, der er vigtigt for mig i livet som helhed og så faldt tankerne på det kære ego.

Den uundværlige del af os på 3 bogstaver, som sikrer, at vi kan skelne mellem det der er "mig" og det der er "dig". Det ego, som gerne skulle være stærkt nok til at vi kan drage omsorg for os selv. Sørge for at tilvejebringe det, vi har behov for, så vi kan føle os godt tilpas, ikke blive syge og stressede eller forlange urimeligheder af andre mennesker.

Sige ja, når vi mener ja og nej, når vi mener nej uden at skulle forklare, forsvare eller retfærdiggøre vores handlinger.

Men de tre små bogstaver E G O har 4 følgesvende... I S M E, eller 6 følgesvende... ISTISK - og så får piben og ordet lige pludselig en anden lyd. Pyhabadrrrr, en grim én som står i vejen for hensynet til andre mennesker. Eller er det nu også korrekt?

For mig hænger hensyn til andre mennesker og egoisme ulasteligt sammen. Hvis jeg ikke er noget for mig, kan jeg ikke være noget for dig. Banalt - I HØJ GRAD. Det er klichéen over alle klicheer og netop derfor, vægter det ikke tungt nok hos de fleste af os.

Netop fordi jeg er egoistisk, tænker på mig selv, sørger for at passe så godt jeg kan på mig selv og ikke forlanger, at andre skal gøre det for mig, så er der en chance for, at jeg også har noget at bidrage med til omverdenen. Jeg taler ikke om navlepilleri, men om ren og skær selvomsorg og egeninteresse. Interessen for at trives. Hvad end det indebærer og hvad end der skal til.

Men hvad så, når det der skal til for at trives, ikke nødvendigvis falder i god jord hos alle eller vi potentielt set kan såre eller bekymre andre mennesker? Er det så ens betydende med, at vi skal lade være med selv at trives? Skal vi så stikke hovedet i den så berømte jord og sige "det går nok over, hvis jeg ikke spekulerer mere på det". Nogle ting går over - yes - helt af sig selv. Men så er der "de" ting, de følelser, de behov, som bare aldrig går over, medmindre vi flytter os. Som vi instinktivt ved, at vi er nød til at gøre noget ved selv, hvis vi skal trives.

Når vi skal trodse den åååhh så gode (og dødsensfarlige) tilpasningsevne og gå imod den strøm, som vi er blevet revet med af, men som ikke længere giver mening.

Lige præcis i de situationer, igen og igen, har den sætning hjulpet mig videre. Hvis det er mit behov, er det mit ansvar og kun døde fisk følger strømmen.

Kronik i Berlingske Tidende 7. marts 2011: Ud med mænd og kvinder

2011-03-07T19:40:00.001+01:00

Vi ønsker ikke at udviske forskellen mellem mænd og kvinder, for det er
fantastisk positivt med forskelle, men vi ønsker at understrege at disse forskelle
ikke er styret af det biologiske køn, men af hvem man er som person.

Læs artiklen - tryk her

Halvnøgen og løsningsorienteret - En skelsættende nat i Paris...

2011-02-24T07:32:00.000+01:00

Året er 1991. Jeg var draget til Paris for at folde vingerne ud som "Jeune fille au pair", danser og fransk studerende. To sidstnævnte var ren lykke. Jobbet som blæksprutte i et fransk hjem, var mindre flatterende og meget lærerigt og det stod hurtigt klart at hele idéen med at parere ordre - uden at være enig i dem, var en anelse svært for mig.

En aften trængte jeg til luft og følelsen af frihed og tog til min venindes hybel i den anden ende af Paris. Et værelse på 7 m2 på 7. sal.

Der var alt, hvad jeg behøvede. Great view - triumfbuen rejse sig i horisonten, der var en vask, toilet på gangen (det kommer jeg tilbage til senere), en seng og ro og fred. Glemte lige et par hundrede kakkelakker, der også havde brug for tag over hovedet, så de have valgt mellemrummet mellem vasken og skabet. De holdt sig for det meste for sig selv.

Følelsen af frihed oversteg fuldstændig de manglende luksuriøse omgivelser og bofællesskabet med de 8 benede. Min veninde var ude at rejse på det tidspunkt, så jeg havde alle herlighederne for mig selv.

Der var den nat jeg lærte, at der altid er løsninger på de problemer, man skaber for sig selv.

Jeg nåede frem til værelset ved 18.00 tiden og satte mig til at læse i nogle timer.
Der var 8 værelser på gangen beboet af vidt forskellige mennesker fra forskellige steder i verden. Ved 23.00 tiden var det tid til en hårvask i håndvasken og så på hovedet i seng. Jeg blev dog klogere...

Efter at have svunget håndklædet om mit våde hår, iført mig et par lyseblå frotté tøfler, kastet en kort t-shirt på overkroppen (længden af t-shirten får en afgørende betydning senere) og iført mig et par trusser, nappede jeg en toiletrulle i hånden og begav jeg mig ud af døren, for at besøge toilettet for enden af gangen, inden jeg krøb til køjs.

SLAM! - Jeg smækkede døren bag mig og mærkede instinktivt, at der var et eller andet galt. Toiletrulle, håndklæde om håret, lille t-shirt, bare fødder i lyseblå frotté futter, lukket dør... NEJ, LÅST DØR OG INGEN NØGLE.
Tid: 24.25.

Jeg stod helt stille og lyttede til min egen vejrtrækning og det fnis, der trængte sig på. Ihh guder, det var simpelthen for langt ude. Jeg traskede som i trance ned på toilettet. Det var ligesom den eneste dør på hele gangen, der var åben. Satte mig og tænkte "hvad gør du nu?"

Efter at have gransket mulighederne, var jeg landet på én løsning. Min nabo, en herre af anden etnisk herkomst med en forkærlighed for hamstere, måtte hjælpe mig. Han boede blandt 20 hamstere på sine 7 m2.

Jeg tog håndklædet af mit hoved og bandt det om bagdelen og lårene. Nederdel? næppe, men en anelse mere tækkeligt. Han lukkede mig ind og jeg satte mig ned mellem alle hamsterburerne og forklarede min situation. Jeg trak håndklædet så langt ned jeg kunne om benene, uden at det slap kanten af min alt for korte t-shirt. Han tilbød mig straks sin telefon.

Jeg fik fat i en venindes bror, som lå og sov sødt i en lejlighed ca. 20 minutter fra hvor jeg var. Det lykkedes mig IKKE at overtale ham til at komme over med noget tøj - så måtte jeg jo komme til tøjet! Iført mit sparsomme outfit løb jeg ud på gaderne i Paris med et mål for øje - MERE TØJ PÅ KROPPEN.

Jeg nåede frem. Med et par kommentarer fra forbi passerende, som jeg ikke vil gengive her, hængende i baghovedet. Jeg lånte noget tøj, fik ringet til en låsesmed og løb tilbage til min opgang og satte mig til at vente på låsesmeden. What a night!. Mens jeg sad der i tudsmørket og filosoferede lidt over, hvad der potentielt set kunne være sket, når man traver rundt i Paris i bare ben og et håndklæde om måsen, slog det mig, hvorfor der hele natten havde været temmelig kort fra tanke til handling.

Jeg havde skabt mit problem - jeg var løsningen. Der var ikke nogle, jeg kunne give skylden for noget af det, der var hændt og min hjerne arbejdede hele tiden på højtryk for at skabe løsninger for mig. Hjælpen var lige ved hånden, fordi jeg ikke nåede at tænke, om det nu var smart at banke på hos en hamster-elskende mand iført stort set ingenting eller om det var fornuftigt at rende rundt i Paris halvnøgen.

Jeg tog det første og det bedste skridt ud i uvisheden.
Løsningerne kom hen ad vejen. Ligesom de altid gør, når vi ikke bruger energi på hvad andre gør eller ikke gør, men hvad vi selv kan flytte på og når vi husker at bede om den hjælp, vi har brug for undervejs.

Vi er altid hovedaktionær i vores problemer - jo hurtigere vi indser det,
jo hurtigere kan vi finde løsningen.

HAVELÅGE PARADOKSET

2011-02-08T19:49:00.005+01:00

Du og jeg er såkaldte senmoderne mennesker i en verden i rivende udvikling, med forandring som hverdagskost og muligheder, som perler på en snor. Og vi lever med et paradoks.

PÅ DEN ENE SIDE

Kan vi udvikle os, tage nye skridt, udvide vores personlige horisont og dermed mulighederne, for hvad vi kan skabe alene og sammen med andre. Vi kan lade vores nysgerrighed råde og følge den åre, der løber i os alle. En udviklingsåre af rang! Vi kan træde ud på ukendt grund og navigere i uvished og skabe ekstraordinære resultater alene fordi vi ikke kan regne os frem til resultatet på forhånd.

PÅ DEN ANDEN SIDE

Kan vi også lade være. Vi kan forsøge at kontrollere os igennem livet, styre de mennesker, vi har omkring os, ignorere de tegn og symptomer, der opstår ind i mellem, når det er tid til nye skridt og beslutte os for at blive stående. Bag lågen, i den velkendte have, hvor vi kender græssets højde og lyden af vinden i træerne. Vi kan modsætte os forandringer (kan ikke anbefales, de kommer alligevel) og tro, at vi kan styre udenom. Vi kan lade det urgamle overlevelsesinstinkt styre.

PARADOKSETS KERNE

Vi kan udvikle os OG vi kan lade være. Så hvad er nemmest? På den korte bane, at lade være. På den lange bane, at være i bevægelse og udvikling. Mentalt, fysisk, emotionelt og spirituelt. Er det et must i den tid, vi lever i....JA, utvetydigt.

Alle virksomheder burde have en "FORANDRINGSAFDELING" på lige fod med en HR afdeling, IT afdeling, Marketing afdeling, Salgsafdeling, som tager hånd om interne forandringsprocesser og de senmoderne mennesker, som sidder fast ved havelågen. Forandringsprocesser ville gå LANGT hurtigere.

Når forandringsprocesser går i hårdknude koster det, både menneskeligt og økonomisk.

Når vi mærker et behov for forandring, men ikke gør noget ved det, fordi vi har brug for at kende alle skridt på forhånd, bliver vi bag havelågen. Udsigten er sikkert fin, den er ihvertfald velkendt, men udviklingsåren bliver langsomt tappet for næring.

ER DER EN PRIS VED AT BLIVE BAG HAVELÅGEN?

Statistikkerne taler deres eget sprog.

Antallet af stressramte er stigende, skilsmisseprocenten er stigende, antallet af virksomheder der lukker, er stigende.... (fyld selv resten på).

Er det ikke fantastiske tegn på, at det er tid til at gøre noget andet:-)?

Vi udvikler os ikke, hvis vi bliver bag havelågen. Hvis vi ikke tør tage os selv og hinanden i hånden og træde ind i fremtid, der ikke er skabt endnu, men som vi kan skabe hen ad vejen. Vi er nød til at kunne navigere i uvished.

Imagination is more important than knowledge - Albert Einstein

NÅR JEG SER TILBAGE

Når jeg ser tilbage, så har jeg forladt mange havelåger på vid gab uden at se mig tilbage, og så er der nogle havelåger, jeg blev hængende ved...lidt for længe. Begge dele gav indsigt. Gæt selv hvor smerten var størst.

Alt i alt har det bragt mig til nye muligheder og ikke mindst en veludviklet udviklingsåre, som pulserer stærkere end det primitive instinkt i mig, som føler sig usikker og utilstrækkelig, som er i tvivl og som tænker, hvad nu hvis.... Jeg er ikke fri af det og bliver det formentlig heller ikke:-), men jeg lever bevidst med det og træner mig selv dagligt i at fodre udviklingsgenet, så jeg selv er kvinde over mine skridt.

PÅ DEN ANDEN SIDE AF HAVELÅGEN

For nogle er det et nydt skridt at rejse ud i verden alene, for andre er det hverdagskost, for nogle er det et stort skridt at forlade et job, uden at vide hvad fremtiden skal bringe, for andre er det en selvfølge. For nogle er det et stort skridt at lære sig selv at kende, for andre er det et utænkeligt ærinde. For nogle er det et stort skridt at lytte.... for andre et stort skridt at tale. For nogle er det et stort skridt at bede om hjælp, for andre et stort skridt at magte sit eget.

Forlad havelågen og træn udviklingsevnen.
Livet bliver aldrig kedeligt, når vi tør tage udfordringen op med os selv, vel?

Lugten i bageriet bestemmer du selv

2011-01-31T22:01:00.003+01:00

Vi spoler lige tiden 10 år tilbage, 28 år, IT branchen, kometkarriere,.....Efter at have brokket mig i en rum tid over mit daværende arbejde, arbejdsplads OG chef, begyndte det stille og roligt at dæmre for mig.

Jeg kunne jo vælge at flytte mig i stedet for at blive og brokke mig.

Den gode gamle om "lugten" i bageriet gjaldt og gælder stadig. Det er super banalt - men sandt. Jeg kunne vælge at blive og få det bedste ud af det eller flytte mig og skabe noget nyt, der passede mig bedre. Jeg valgte det sidste. Og siden dengang har jeg haft et princip:

Jeg brokker mig aldrig uden at sætte handling bag indenfor 1/2 time og jeg lader aldrig brok handle om andre end mig selv.

Hvorfor? fordi brok spreder negativ energi, er ukonstruktivt og passiverende.

Uanset om det er brok indenfor hjemmets 4 vægge, i relationer generelt eller på arbejdspladsen, så klæder det de færreste og er ofte en kæp i hjulet for fremdrift, personlig vækst og fede relationer.

Hvis vi oplever en årsag til brok, så er vi der selv. Med andre ord, vi kan ikke have udfordringer eller problemer i vores liv uden selv at være den del af dem. Og det smukke er, at vi ikke kan have problemer uden samtidig at være hovedaktionær i løsningen på problemet. I det øjeblik et problem viser sig - er løsningen der allerede.

Udfordringen kan så være at vi:

a) enten ikke kan få øje på løsningen selv.
b) afskriver løsningen, fordi den virker for banal.
c) afskriver løsningen, fordi vi ikke tror, at den kan realiseres.

"Mennesket har en tendens til at betragte sine egne begrænsninger som universets begrænsninger. Arthur Schopenhauer, Tysk Filosof.

Brokkeri er en disciplin vi danskere evner temmelig godt og jeg skal være den første til at indrømme, at brokkende gloser tidligere har været en stor del af mit vocabularium. Men brok bliver overflødig, når man VED, at man altid kan flytte sig, mentalt, emotionelt, fysisk og spirituelt og med små skridt skabe en karriere og et liv, der giver mening.

Og med HVERDAGSMODET i baglommen er det ét skridt ad gangen i den retning, der er rigtig for mig.

Ventetiden er forbi

2011-01-26T21:50:00.001+01:00

Jeg har tilbragt dagen hos IBM i selskab med Ligestillingsminister Lykke Friis, en række topledere og en masse nysgerrige kvinder og mænd, som var mødt op for at debattere, hvordan mænd kommer mere med i "ligestillingsdebatten" på arbejdsmarkedet, hvilket vi af mange forskellige årsager, ikke skal kalde det mere, så ordet er "mangfoldighedsledelse" og fokus på at skabe "gode" virksomheder. Super, det kan vi vel næppe være uenige om. Så langt, så godt.

Som leder af en arbejdsgruppe i WOW Executive Network, der netop har iværksat en større analyse af de virksomheder, som har underskrevet Charter for flere Kvinder i Ledelse, var jeg naturligvis spændt på at se, hvad debatten ville bringe.

100.000 kroners spørgsmålet til hvordan vi så får udnyttet ressourcerne og kompetencerne optimalt i virksomhederne og i hjemmene for den sags skyld, står stadig åbent. Er det kulturelle forhold, samfundsmæssige forhold og politiske rammer, der skal ændres. Er det, det enkelte individs holdninger, der skal præges eller eller eller..

Mulighederne er mange, løsninger ganske få lige i øjeblikket, for debatten flytter sig særdeles langsomt. Det hele står lidt på hold. I andre lande har man satset og gjort "noget" og har måske indset bagefter, at det krævede lidt justering hen ad vejen. Men der er satset!. Og det er en forudsætning for at flytte sig og skabe et nyt erfaringsgrundlag for, hvad der virker.

I Danmark har Norges kvotesystem for kvinder i bestyrelser skabt ramaskrig, men de har da forsøgt noget. De har udvist risikovillighed... og så kan vi i lille Danmark sidde og sige, "jaaa, men det var jo heller ikke smart, for mange af virksomhederne har ændret selskabsform, for at undgå kvotereglen." Det er korrekt, men hvis ikke "nogen" og i dette tilfælde Norge havde turde tage et modigt skridt, ville vi ikke kunne lukrere på deres erfaringer.

Det er så nemt at være bagklog og forholde sig til andres erfaringer. Men hvad med at turde lidt selv ?? drage sig sine egne erfaringer. Som land, som virksomhed, som familie, som individ. Hvis vi tør lidt mere alle sammen, bliver der en langt større erfaringspulje at trække på.

Måske kunne Danmark blive landet, der satser på dette område i stedet for landet, der venter....

Jeg tror, der skal spilles på MANGE strenge i denne sammenhæng. Der skal være en PLAN A og det er at sætte ind så mange steder, som muligt - alle skal gøre en indsats. Politikkerne, virksomhederne, toplederne, mellemlederne, journalisterne, uddannelsesinstitutionerne, menig mand og kvinde, hvis vi som lilleput nation skal stå distancen i konkurrencekapløbet og ikke skal hægtes af, fordi vi ikke evner at udnytte den kæmpe talentmasse, vi har.

Det kommer ikke til at ske, uden lidt mod til at turde at tage NYE skridt, fremfor at snuse til andres fodspor, vrænge på næsen og vente...ventetiden er forbi.

HVERDAGSMOD - fra primitiv jæger til moderne skaber

2011-01-22T17:06:00.004+01:00

Mod kan være store bedrifter, som at sætte sit liv på spil for at redde andre, men mod kan også være bittesmå, tilsyneladende ubetydelige skridt. Små skridt som over tid kan gøre en verden til forskel i livet og karrieren.

Der findes flere kategorier af mod og her vil jeg nævne to.

Det instinktive mod karakteriseres ved umiddelbare, primitive reaktioner, som eksempelvis at springe ind i flammerne, for at redde et barn, genoplive et trafikoffer, eller flygte fra en bidsk hund.

Og så er der det mod, der sikrer, at vi hver dag tør mærke efter, hvad vi vil og har brug for, i en verden hvor mulighederne og udfordringerne hænger som perler på en snor.

Det kalder jeg hverdagsmodet. Modet til i alle hverdagens situationer at sige til og fra, stå ved sig selv, tage stilling og sætte en kurs, så man ikke risikerer at glemme sig selv, og hvad det egentlig var, man ville her i livet.

I virkeligheden er førstnævnte udgave af mod faktisk det nemmeste at have med at gøre, fordi du instinktivt tilsidesætter al tankevirksomhed og blot handler i sekundet, men hverdagsmodet er en lidt mere kompliceret størrelse, af den ene grund, at du når at tænke over det.!!! Både godt og skidt, for når vi tænker for meget, er der en chance for, at vi handler for lidt.

Min påstand er at hverdagsmodet er det moderne menneskes overlevelseskunst - vejen til autencitet og integritet. Vi har ikke brug for modet til at stå ansigt til ansigt med et faretruende dyr, for at få mad på bordet og overleve (forfædrenes lod).

Vi har brug for at stå ansigt til ansigt med os selv, vores muligheder og blokeringer, for at finde ind til kernen af det, vi vil bruge vores liv og ressourcer på. Så vi lever på bedst mulige vis. Sammen og hver for sig.

Alligevel bruger rigtig mange mennesker energi på at løbe fra sig selv, fra vinkene med vognstangen, fra de små tegn og symptomer på, at det er tid til at flytte sig…..fordi det umiddelbart virker nemmere end at face livet som det er, gøre noget ved det, der ikke virker og skabe det, der giver mening. Den type mennesker kender de fleste, for de fleste af os har gjort det før eller siden.

Hvis du er en af de hverdagsmodige og moderne skabere, der ikke ønsker at stikke halen mellem benene eller hovedet i busken, så kig nærmere på hverdagsmodets 4 hjørnesten.

1) Ærlighed

- Er du ærlig nok til at indse, når det er tid til at tage skeen i den anden hånd? I relationerne, karrieren, kærligheden?

2) Risikovillighed

– Er du risikovillig nok til at sætte handling bag ordene og tankerne?

3) Tålmodighed

– Er du tålmodig nok til at lade resultaterne vise sig?

4) Fleksibilitet

– Er du fleksibel nok til at justere kursen hen ad vejen? Både i tanke og handling.

Manglende hverdagsmod kan være forklaringen på, at vi pludselig befinder os i en suppedas, vi ikke ”ved”, hvordan vi er havnet i. Personligt og professionelt. Det handler om alle de små beslutninger, der er taget hen ad vejen – og som måske i overvejende grad har været baseret på, hvad andre ønskede eller forventede. Måske har vi glemt eller undertrykt hvad vi selv ville og stille og roligt starter glidebanen.

Vi lever i en tid hvor der er personlige udviklingsværktøjer nok til at transformere en hel befolkning! – men kun hvis vi bruger dem. Vi er moderne skabere. Spørgsmålet er hvad vi skaber.

Hvis du er nysgerrig på hverdagsmodet kan du læse 1. Kapitel af min bog: Flyt dig lidt, små skridt til store forandringer. Kapitlet hedder ”Hverdagsmod er vejen frem” og du kan læse det GRATIS på www.gads-forlag.dk.

God fornøjelse med hverdagsmodet, de små skridt og livet som helhed.

Anja

Jeg er rigtig - du er forkert!

2011-01-21T22:32:00.003+01:00

Fri os fra fordommene og bræk-effekten – men hvor skal vi starte?

Den seneste tid har jeg fulgt en interessant debat både på facebook og i radioen. Det er den såkaldte ”jeg-brækker-mig-over-alt-det-perfekte” debat. Folk der mildest talt brækker sig over alle de positive statements og opdateringer, der er at finde på facebook blandt andet. Folk der får kvalme af positivitet og ”det-går-nok-alt-sammen” attituden og som synes, at vi skal mane det perfekte til jorden og hylde det uperfekte, rodede hverdagsliv.

Det lyder rigtig dejligt og befriende. Der er bare lige en ting, der undrer mig? Jeg troede, at der var ytringsfrihed? Hvorfor må man ikke lufte den rynkefrie tilværelse, hvis det er det, man har brug for eller vifte med det beskidte undertøj og brokkeriet, hvis det føles befriende? Hvorfor er det ene mere rigtigt end det andet?

Hvor kommer behovet for at dømme andre mennesker på deres handlinger og væremåde fra? Hvorfor er det i det hele taget nødvendigt at mene noget om hvad andre gør, når der er så rigeligt at holde styr på i ens eget liv.? (og tænk engang hvad vi kan udrette dér, hvis vi ikke skal bruge tid på at gøre andre mennesker forkerte?)

En ”jeg-er-rigtig, du-er-forkert-holdning, sniger sig langs panelerne og stikker sit fordømmende hoved frem ind i mellem. Sandt at vi mennesker ofte får det bedre, ved at gøre andre forkerte – men aaaajjj – kan vi ikke hjælpe hinanden med at komme udover det? Hæve os over det stadie i fællesskab?

Kunne vi lade den holdning blive på Christiansborg og forsøge at løfte os til et andet niveau i vores relationer – de nære som de perifere? På facebook, på bloggen, i æteren?

Da jeg for nylig var til en sammenkomst og fortalte om en koncertoplevelse med Thomas Helmig, som jeg oplevede som moden og yderst autentisk med en unik evne til at skabe nærkontakt med sit publikum, fik jeg følgende kommentarer: ”Du har forhåbentlig ikke betalt for billetterne! Og en anden kommentar lød ””aadrr!, jeg brækker mig over hans perfekte familie.”

Måske tager jeg fejl, men så vidt jeg husker, har konen døjet med angst og depression og Hr. Helmig har vist taget sin del at kritikernes skarpe tunge igennem årene, for blot at nævnte nogle ting (men han er her endnu!),. Og så er der lige udfordringerne ved en sammenbragt familie, men hans familie havde altså en anden helt speciel status i det selskab, jeg var i – den var til at brække sig over!.

Af en eller anden grund ramte den kommentar mig lige i hjertekulen og min eneste bemærkning var; ” Hvorfor i alverden tror du, at hans familie er mere perfekt end andre familier og blottet for ganske almindelige hverdagsudfordringer?

Dernæst var det tid til selvransagelse og jeg besluttede at spole tilbage og finde ud af hvornår jeg selv havde valgt at smide fordommenes omklamrende og begrænsende kåbe (til tider kan den stadig lokke mig til at tage den på, men jeg er meget fokuseret på, at den ikke er passende overtøj!).

I gymnasiet (1g) blev min veninde og jeg kaldt snobberne. Det ramte mig hårdt, fordi det faktisk var langt fra sandheden. Vi var ikke snobbede, vi var usikre!

Jeg er ofte blevet opfattet som overskudsagtig og altid klar med en løsning (gudskelov, løsninger er det, jeg lever af i dag!), og som en, der altid har held i sprøjten (øhhh, et voldeligt kærlighedsforhold og en karriere, der nær havde taget livet af mig, et højt elsket familiemedlem og en veninde, der døde i en ung alder osv. osv.) Ikke hvad jeg vil kalde held i sprøjten, men snarere dyre lærepenge og en tidlig indsigt i livets smertesider.

Jeg har ikke lyst til at blive dømt på ”coveret” eller for mine tanker og handlinger, har du? Jeg gør, hvad jeg gør, fordi det føles rigtig for mig og det gør du formentlig også.

Mange års studier og praktik i en ikke-dømmende levevis og adskillige wake-up calls senere, sidder jeg nu i dag og skal øve mig i, ikke at bliver fordomsfuld overfor dem med fordommene :-)

For så er vi jo lige vidt!

Ofte når vi selv synes, vi har set lyset, kan vi falde i den største forandringsfælde af alle: At fordømme andre, der tilsyneladende ikke har set det samme lys.

Giv plads og frihed til at lade folk omkring dig gøre det, de gør. Sikke en frihed vi giver os selv, når vi ikke skal gøre andre eller os selv forkerte.

Skal du bringe det bedste frem i de mennesker, du har omkring dig, (og hvem ønsker ikke det ?) i de perifere relationer som i de nære, må du tale til dem fra det bedste sted i dig og det er sjældent der, hvor fordommene bor..

Så vi kan jo starte med at finde det bedste sted at tale og skrive til hinanden fra….Det er da en god start. Både i livet og her på bloggen.

Jeg glæder mig til at dele mine oplevelser, indsigter og erfaringer med dig her på min blog.

Alt det bedste

Anja